Anders Lund Madsen stand up show og inspirationsindspark fra Stauning Whisky og FS2

Underholdende foredrag/stand up med Anders Lund Madsen

 

Historien om Stauning Whiskys globale iværksættereventyr

 

FS2 om højaktuelle og stærkt uundgåelige Employer Branding

 

Kom med til årets mest spændende erhvervsarrangement i Skive, hvor vi skal have motioneret lattermusklerne, smage på whisky, tage på eventyr med Stauning Whisky og fremtidssikre vores virksomhed med vigtig inspiration fra FS2 omkring medarbejderbranding.

 

ANDERS LUND MADSEN

Tiden vi bruger i vores virksomhed går med at drifte, organisere, effektivisere, økonomisere, optimere, udvikle, sælge, løbe stærkt, nå målsætninger og i det hele taget altid at holde gryden i kog og hamsterhjulet i gang. Dét vender vi nu på hovedet… må vi præsentere: Anders Lund Madsen!
Anders giver jer en meget underholdende og samtidig umiddelbart brugbar opskrift på, hvordan man lever et ganske enkelt og uhyre afslappende liv uden problemer ved blot at følge de tre trin, han har udviklet på egen krop:

 

  • Detvarsådétparametret
  • Erkendelseskoefficienten
  • Det Globale Ansigtstab

 

Med andre ord en komisk, tankevækkende og noget anderledes forklaring på, hvorfor man ikke skal tage tilværelsen så alvorligt. Anders Lund Madsen er uddannet journalist, og vi kender ham fra hans mere end 30 årige lange karriere indenfor diverse medier; tv, radio, podcast og fra blandt andet populære formater som De Sorte Spejdere, Det Nye Talkshow og Radio 24syv programmet Fedeabes Fyraften, for slet ikke at tale om sine mange skriverier for bl.a. Ekstrabladet, Berlingske og Euroman. Der er findes meget få områder, han ikke har stiftet en eller anden form for bekendtskab med. Han har rejst over hele verden med sit arbejde, men det er Danmark, der gør ham vild, og han har været overalt i vores land. Flere gange.

 

STAUNING WHISKY

Nogle gange opstår de bedste ting ud af ingenting. Såsom en lille landsby midt ude på den jyske hede. I en afsidesliggende landsby ved den jyske vestkyst, startede ni venner i 2005 (en læge, en kok, en slagter, en lærer, en helikopterpilot og fire ingeniører) med to små pot stills i et nedlagt slagteri. Uden at eje kongens mønt eller nogen som helst viden omkring whisky bryggeri, blev den fælles passion driver for projektet. Byggen blev maltet på slagteriets gulv og apparaterne bygget af stumper liggende hist og hér fra det tidligere slagteri. Ambitionen var ca. 2000 flasker om året. Men bølgen af ny nordisk mad var netop brudt igennem, anmelderne fik smag for Stauning Whisky og i 2023 er produktionen oppe på godt 800.000 liter årligt, som sælges over hele verden.

 

FS2

I et konkurrencepræget jobmarked er det mere udfordrende end nogensinde at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere. Employer branding handler ikke længere kun om at vise virksomhedens fordele, goder og medarbejdere – det handler også om at tale til potentielle kandidaters hjerter og hjerner og inspirere dem til at vælge jeres virksomhed som deres foretrukne arbejdsgiver. Reklamebureauet FS2 giver dig inspiration til, hvilke tiltag du kan igangsætte i forhold til medarbejderbranding i din virksomhed.

 

Arrangementet foregår på Skive Lufthavn onsdag 25. oktober kl. 16.30-19.00 og programmet er som følger (med forbehold for ændringer):

 

Program

Kl. 16.30
Velkomst ved Ledernetværket/Charlotte Danefeld

Kl. 16.45
FS2 om medarbejderbranding

Kl. 17.10
Co-founder Henning Svoldgaard om Stauning Whiskys globale iværksættereventyr

Kl. 17.35
Pause og mulighed for at smage på Stauning Whisky

Kl. 18.00
Anders Lund Madsen foredrag/stand up

Kl. 19.00
Afslutning og mulighed for at smage på Stauning Whisky

 

 

Der er kun plads til 150 deltagere og over halvdelen af pladserne er allerede afsat. Salg efter først til mølle. Der kan købes drikkevarer i baren.