Mads Christensen

Danmarks førende blærerøv og ekspert i kundeforståelse

ledernetværket

Fredag 29. september 2023
kl. 7.45-9.30

En munter og aldeles gyselig rejse gennem den demografiske segmenteringsteoris mange faldgruber. Hvem er vores kunder, hvor og hvordan kan vi møde vores kunder? De spørgsmål stiller alle brancher. Svarene får vi fra en hær af livsstilsanalysebureauer … og vi læser dem alle sammen. Problemet er bare, at vi, borgerne, menneskene, kunderne lyver, når vi bliver spurgt.

Ifølge Mads Christensen siger vi, at børnene er vores første prioritet, men det er løgn. Vi siger vi er fitness-generationen, men det er løgn. Vi siger vi handler økologisk og går op i dyrevelfærd, men det er løgn. Vi taler om grøn omstilling, men forbruger skamløst videre. Hvorfor lyver vi? Hør Mads’ forklaring.

Verden, den politiske arena og analyserne er i konstant forandring, så det er Mads’ foredrag selvfølgelig også.
Mads Christensen har i sin hidtidige levetid bedrevet lidt af hvert. Han er fast klummeskribent på Berlingske, fast inventar i Mads og Monopolet, ivrig debattør og har tidligere været moderedaktør på Euroman, blandt andet. Derudover står han bag en række livsstilsbøger, ikke mindst ”Den store Blærerøv – en guide til manden”, der udkom første gang i 1999 og for alvor gjorde ham kendt blandt danskerne. Den blev fast inventar på enhver mands bogreol.